Kl 6 samlede Team Columbia (vi har været alt for meget i Columbia Sportsware butikker, når vi har hver vores farve columbia t-shirt på) sig til morgenmad på hotellet. Der er egentlig først morgenmad kl 0630, men vi aftalte med receptionen dagen i forvejen. at der nok skulle blive stillet lidt frem til os kl 6.
At natreceptionisten insisterede på at der ikke ville komme noget før kl 0630 er en anden sag. Heldigvis kom der en fra køkkenet lidt i 6 og begyndte at gøre noget klar til os.
Efter morgenmaden tog vi en bil fra hotellet til afgangsterminalen. Den lå lidt længere væk en lige først antaget. (Det lykkedes os i den forbindelse af få brugt rub og stub af vores Qatar-penge) Man er ved at bygge en ny lufthavn og ankomst sker i den nye, og transfere og afgang sker i den gamle. Fremme ved terminalen og så i kø. Lige så imponeret vi har været over Qatar Airways og Doha, lige så lidt var vi over effektiviteten i lufthavnen (og vi kommer direkte fra filippinerne så det siger lidt). Og så var der lige det med hvilken gate vi skulle med fra, for det stod ikke på vores billet. Der var ikke plads på info skærmene til alle afgange, så når der endelig kom en ny destination på var det med “last call”. Og der var heller ikke lige nogen at spørge. Gaten blev dog fundet inden den kom på skærmen, ved at spotte en norsk familie som havde stået bagved os i sikkerheds tjekket. De skulle sikkert med samme afgang som os og ganske rigtig.
Om bord på flyet, vente 50 minutter på startbanen og så afsted. Piloten fik dog indhentet det tabet og vi landede 10 minutter før tid, hvilket så bare resulterede i, at der ikke var nogle ledige holde pladser. Gennem tolden, ned til bagage båndet og minsanten om ikke alt vores bagage var kommet med fra Manila.

Det var så slutningen på denne rejse, som har været super spændende og fyldt med oplevelser og nye indtryk.
Der har været lidt mave problemer hist og her. De arbejder med en lidt anden hygiejne og anden bakterie kultur, så selv om vi har været påpasselige så har der været lidt. Men det har været små ting og det er helt sikkert ikke sidste gang at Filippinerne er blevet besøgt.

[Show as slideshow]

I dag skulle vi knapt så tidligt op, først kl 7.
Kl 8 blev vi hentet og skulle ud og se the Chinese Connection. Vi startede med at køre til Chinatown og kigge på en katedral, og så vi gik lidt ned af en sidegade og kiggede butikker osv.
Herefter blev vi samlet op og kørte igennem noget af det lidt værre slum i Manila. Der er meget fattigdom og affald over det hele. Inde midt i slummen kørte vi på den kiniskske kirkegård, hvor der er bygget kæmpe mausolæummer nogle med toiletter, andre med sågar aircondition og igen nogen med en fin lille gårdhave.
Der er meget stille når man går rundt i de dødes by, og der er rent og pænt. Det er meget underligt at tænke på at lige på den anden siden af muren er der meget fattigdom, og her blandt de døde er der brugt ufattelig mange penge på disse palæer. Der er ikkenoget at sige til, at enkelte mausolæer beboes af vagtfolk.
Vejrguderne har tydligvis ikke læst vejr håndbogen for Filippinerne, for vi er i dry season. Men det har svinget lidt de sidste par dage, og dagen i dag giver det en del vand. Men pyt vi er forberedte og har vores regnjakker med.
Efter kirkegården, køre vi lidt mere rundt i Chinatown og var forbi området hvor de laver helstegt pattegris angmas, dejlig duft af stegt gris..
Vores guide købte noget vi lige skulle prøve at smage, stegte grisse indvolde. De smager af flæskesvær.
Efter at vi hver har indtaget 1 stykke grisseindvold (vi takker nej til mere), går turen til en souvenier butik, hvor det rent faktisk lykkes os at finde lidt der er ordentligt (synes vi selv). Det vi har set alle mulige andre steder har været noget bras (syntes vi om ikke andet). Da vi havde shoppet det der skulle shoppes og lidt frokost, gik vi hen for at se fort santiago, gammel spansk fæstning, hvor en af de helt store filippinske helte har siddet fængslet og senere blev henrettet.
Vi skulle egentlig have været på et kinesisk muserum, men det åbnede lidt sent så guiden spørg os om vi måske kunne tænke os at se den amerikanske kirkegård (den største uden for USA), og det var meget fint så hooked var vi heller ikke på at skulle rende rundt på et museum, eneste grund til, at vi havde valgt turen var for at se den kinesiske kirkegård. For vores egen sikkerheds skyld en guidet tur der til, da det ikke er det bedste område for hvide mennesker.
Når men vi blev kørt ud til den amerikanske kirkegård hvor der er opstillet 17206 marmor kors og jødestjerner for dem der faldt unden befrielsen af filippinerne i anden verdenskrig. Der er ligeledes opført et monoment hvor alle navnene på de savnede er anført, lidt over 30000 navne. Vi skrev samtidig en hilsen i gæstebogen.
Efter en lille gåtur rundt var det tilbage til lejligheden, og få sig en lille lur og nogle benyttet også lige lejligheden til at gå i et nærliggende mall og købe det sidste ind.
Om aftene tog vi til Mall of Asia for at se en den årlige flippinske fyrværleri konkurence, fyrværkeri i takt til musik, mellem verdens bedste fyrværker. Aftenens deltagere var Japan og Canada og sidst nævnte ramte takten bedst.
Liza havde bestilt bord til os på en restaurant hvor vi havde god udsigt over alt hvad der blev fyret af. Det var ret imponerende og nytårs aften bliver vist aldrig det samme igen og tivoli i København – ja der er langt igen.
Efter der var blevet spist op og fyrværkeriet var brændt af gik den store kamp ind for at skaffe en taxa som de tusiend andre mennesker.
Det lykkes os forholds vis hurtigt, men vi betalte også rigmelig meget for at komme et kort stykke. Her var det nok vores eller retter Christians højde og viften med en større seddel der gjorde udfaldet, vi burde skamme os sådan at komme foran dem der stod i kø.
Tilbage på hotellet var det på hovedet i seng da vi bliver hentet kl 3 i nat for at blive kørt til lufthavnen, og så går det hjem ad dog med et kort ophold i Doha.
Her har vi et ophold på 18 timer, så vi ska ud og kigge lidt på byen og se hvad den har og byde på. Sikkert mere end hvad vi kan nå men så er appetiten måske vækket til næste rejsemål, hvem ved!

[Show as slideshow]

Vi skulle tidligt afsted i dag, men vi havde ikke lige forestillet os at vores chauffør ville være her en halv time før tid.
Nå, men det var fint nok, vi var alligevel stort set klar.
På vejen sydpå til vulkanen oplevede vi filippinsk traffik, når den er bedst. To vejbaner i hver side med fuldt optrukket linjer i mellem. -Men man kan da lige så godt bruge alle 4 vejbaner til at komme fremad, når de nu holder for rødt 300m længere fremme. Så møvre man sig bare ind på de 2. modgående baner i krydset lige inden de får grønt. Som vores chauffør sagde er alt muligt i den filippinske traffik. Vi holder os til at få andre til at køre for os.
Efter halvanden time, hvor chaufføren snakkede næsten uafbrudt, nåede vi frem til søen, hvor vulkanen Taal ligger.
Her fik vi et par redningsveste på og sat i en mini bangka som var indrettet med førerkabine som en bil, 6 trins gearkasse og rat og instrumnentbord fra en hyndai personbil. Motoren var også fra omtalte bil – alt bliver genbrugt. Jan bagerst og Anne og Thomas foran. Anne og Thomas fik et fint stykke plastik til at holde op foran sig for at undgå det værste vandsprøjt ( var vi faktisk ret glade for for der komme en del). Efter tre kvarters sejlads ankom vi til øen, hvor vi havde valgt løsningen selv at gå op til kanten af krateret. Vi fik dog også tilbudet om at kunne ride der op, men sportige som vi er, var vi fast besluttet at gå der op.
I et raskt tempo besteg vi den aktive vulkan. (Vores guide brokkede sig da vi kom tilbage over, at vi havde gået meget stærkt, men ok, han skulle også tage to skridt hver gang, vi tog et).

Der var en fantastisk udsigt på turen der op, som det kan ses på vores billeder. Og bestemt også da vi endelig stod på kanten af krateret og kunne kigge ned på søen på øen i søen på øen.
Efter at have nydt udsigten og den frisk luft kom gåturen ned af.
Vi overhalede folk på gåben og hest både på turen op og på turen ned.
Ved søbreden hoppede vi i bangkaen igen og sejlede tilbage til udgangspunktet. Her var der forberedt filippinsk frokost til os. Den bestod af grønsager, fisk, kylling, gris og selvfølgelig ris. Der var lidt fluer, men det blev hurtig klaret ved, at der sad en filippiner med et palmeblad og viftede med det til vi var færdig med at spise. Efter frokosten fortalte vores chauffør om filippinsk kultur, korruption og de problemer der er i dagligdagen for den almindelige filippiner.
På turen tilbage stoppede vi ved en af de milioner af små butikker, der er langs vejkanten (ala 7-11. Hvis der er et hjørne er der en 7-11, her hvis der er et stykke plads i vejkanten er der en butik). Vi købte lidt ananas og nogle bananer til at have i vores køkken.

Efter turen havde vi et kort ophold på hotellet, hvor det værste vulkanstøv blev vasket af. Og så skulle vi ud i verden igen. Denne gang var destinationen SM Mega Mall (de er helt tossede med de malls). Vi skulle bruge en taxa derud, men tænk sig – de ville kun køre fast pris og ikke på meteret! Det var vi ikke helt tilfredse med, men efter et par forsøg gav vi os. Vi ville jo gerne derud. Det gav os lige en time mere i taxa. Der blev shoppet lidt, og så ventede vi ellers endnu en time i kø på en taxa hjem.

Aftensmaden blev indtaget på Harbor View sammen med Christian og Liza. En fiskerestaurant i den fine ende af den filippinske skala. Vi ødslede vildt og voldsomt med sushi, hummer, østers og hvad vi ellers kunne komme på. Middagen blev den til dato dyreste hernede. Ca 250 kr. pr. mand inkl. drikkelse. Men det var godt.

Vi er blevet en kende nærrige, mens vi har været på disse breddegrader. Det resulterede også i en lille diskussion med en taxachauffør, der ville have urimelige penge for en kort tur. Så af principelle årsager forhandlede Thomas vores tur ca. 6 dkr. ned…

Den korte tur bragte os til en noget speciel bar – Hobbit House. Her er alle tjenere dværge…. Lidt specielt, men deres udvalg af alverdens øl var meget positivt. Det viste sig, da vi skulle betale, at der var en entre-pris. Det var der nu ikke skiltet med, men ja, lidt skal vi vel også snydes.

På vejen hjem ville vi tage en taxa. Den kunne sætte Christian af først og så tage os til Makati. Enten forstod chaufføren os ikke og ellers prøvede han at tørre os rigtig grundigt for han kørte ca. 10km længere end han burde til første stop. Det var vi ikke tilfredse med, så det kom der en del tappernakkel ud af. Det betød i hvert fald at vi ikke betalte alt, hvad der stod på meteret, og så i øvrigt fik en anden taxa det sidste stykke hjem.

[Show as slideshow]

Thomas var som sædvanlig tidligt på benene og sad ved morgenbordet kl 08 som aftalt aftenen før. Jan og Anne lå dog stadig og blundede, men ved kig på uret konstateret de, at de havde sovet for længe. Dog ikke mere end 10 min. Man skal åbenbart ikke sætte uret på mobilen, når den stadig står på dansk tid.

Morgenmaden blev indtaget og vi kontaktede herefter et rejsebureau i Manila for at få arangeret de planlagte turer til de næste 2 dage. Det var dog ikke let, da de ville have alle mulige oplysninger inkl. kreditkort oplysninger, så det måtte vente til vi kom Manila senere i dag.
Vi pakkede herefter vores ting og fik afregnet for de 2 værelser og div. fornødenheder – helt vildt hvad man får for pengene hernede på den anden side af jorden. Vi tog en taxa til lufthavenen og her skulle vi for en gang skyld vise id (hele 2 gange), men kontrollen var mere løslig, da væskerne ikke blev fjernet fra bagagen. Ca. 2 1/2 time senere landede vi i Manila efter en flyvetid på 1 time.
Vel ankommet til hotellet konstaterede vi at lejligheden ikke var klar endnu. Så kunne det jo lige så godt være snack tid, som I kan se på billedet. Priserne i Manila er nu lidt højere end i Iloilo især øllene er nu dobbelt så dyrere, og maden har også fået et godt nyk opad, om ikke andet så i distriktet Makati, hvor vi befinder os nu. Da det hele var indtaget på europæisk maner, gik vi tilbage og fik nøglen til vores lejlighed og Thomas valgte frivilligt tjenestepigens værelse, mens Anne og Jan tog masterroomet. Mon han servere morgenmad i morgen tidlig?

Så gik den spændende tur ellers hen til rejsebureauet. Det tog ca. 1000 år. Og at få bestilt turerne til hhv. Taal-vulkanen og det kinesiske Manila tog ca. lige så lang tid. Da det hele endelig var på plads, strøg vi ud i endnu en taxa (vi får kørt en del) og kørte til det kæmpe Mall of Asia.

På vejen til mall’et så vi for første gang to biler støde sammen, hvilket jo er imponerende i forhold til hvordan de køre herover.
Det var ikke noget vildt og voldsomt, men en lille bule og lidt ridser så det ud til. Den ramte bil blev holdene i krydset og taxa’en kørte videre, mens en flok trafik betjente prøvede at få den til at stoppe, med en fløjten og viften med hænderne. Men nej taxa’en fortsatte og det var lidt komisk at se to betjente sætte sig op på en knallert og køre efter den. Selv vores taxa chauffør var nødt til at komme med et lille fnis.

Nå, men vi kom ud til mall’et, hvor vi fik taget toppen af de værste shopping-abstinenser, og oven i hatten fik købt lidt praktisk ind til vores vulkan-udflugt i morgen (og lidt øl til køleskabet naturligvis).
Vi har valgt at tage en stille aften i lejligheden med et par sandwich gennem roomservice, og de kolde øl fra køleskabet. Da vi skal super tidligt op i morgen, morgenmaden ankommer kl 6, og der er afhentning kl 7 og så er det en 8 timers tur til Taal (ca. vi forventer at det er i filippinsk tid).

Dagens citat: Jeg har en tyver, og jeg agter at bruge den. (Vi giver drikkepenge hele tiden. En tyver af deres penge svare til ca. 2,5 Dkr.)

[Show as slideshow]

Vi blev hentet kl 9 sharp, ikke noget filippinsk tid her. De viste godt at europærer er nogle utålmodige sataner, der er klar kl 0845.
Vi fik lidt info og vi blev registeret (vi har skrevet vores navne og nationalitet ned rigtig mange gange)
Man skal åbenbart søge om tilladelse til at besøge parken 3 dage i forvejen, hvilket jo ikke helt var muligt, da vi jo bestilte igår.
Men det var blevet klaret af hende der hentede os, med et personligt opkald til borgemesteren, så det er ham der har sagt ok til, at vi måtte besøge parken.
Nå, men vi kom afsted. På vejen til parken skulle der lige købes lidt forsyninger. Vejen til Dingle, hvor parken ligger, var noget af tiden en meget meget meget hullet vej. Så vores van blev kastet noget frem og tilbage. Da vi endelig 2 timer senere ankom til Dingle gik vi lidt mere over i Filippinsk tid. Her holdt vi og ventede på vores Turist Officer, som skulle følge med os op til parken og skaffe en guide. De har godt nok rigtig mange folk indraget for meget lidt.
Vi ankom til parken og efterlod vores chauffør i bilen, hvor han så skulle vente på os indtil vi var færdige i parken.
Ved parkkontoret skulle vi igen lige skrive vores navne i et par bøger.
Da vi skulle ind i diverse huler er det jo rart at have lommelygter med, men dem havde de ikke lige nogle af. Så vores guide satte sig på en motorcykel og kørte ud for at finde nogle.
Mens vi sad der og ventede kunne vi jo lige så godt indtage vores frokost ris og grillkylling. Efter lidt tid kom han tilbage med en enkelt lommelygte (silvan kvalitet – læs dårlig) ud over hans egen, det måtte vi jo nøjes med. Det skal jo nok gå alt sammen.
Afsted det gik. Da det har regnet meget i går, er det hele lidt glat, så det hele foregik i roligt tempo op mod den første hule på en masse glatte sten.
Den første hule var en lille en, så det var et hurtig besøg. Herefter gik turen op til en stor åben en.
Herefter gik turen ned i en af de rigtig store, hvor noget af tiden foregik på en trappe, der vist var lavet af guano. Yrdkk! Nede i hulen var der extremt smattet, så man skulle passe meget på hvor man satte sine fødder for ikke at gilde rundt i guano’et (Thomas vandt konkurrence med mindst guano på fødderne, og Anne på en fin anden plads)
Gennem grotten fik vi set edderkopper, slanger, tusindvis af flagremus – hele 5 forskellige slags og en masse drypsten. Lugten i grotten var ikke den bedste, men efter lidt gliden rundt, kom vi ud på den anden side af bjerget. Så kunne vi ånde lettet op over, at der ikke var nogen af os, der havde sat sig på røven inde i hulen. Det var der ellers overhængende fare for.

Turen fortsatte nu gennem junglen og vores guide gik ikke af vejen for lige at hugge et par grene af hist og her, så vi nemmere kunne komme igennem regnskoven. Turen gennem skoven vækkede minder fra Anne og Thomas tur til Magnetic Island i Australien. Her var der meget stor luftfugtighed og vi kunne igen bruge udtrykket “You get up, and then you just sweat” (der er vist et par t-shirts der ikke kommer med videre). Efter lidt flere grotter og meget regnskov, var det på tide at vende om og gå hele turen tilbage igen. Heldigvis slap vi for at gå igennem den store smattede grotte (man er nok ikke heldig 2 gange). I stedet for gik vi over bjerget, hvilket også var lidt af en udfordring, da alt var glat. Men det var i det mindste ikke guano. Aberne så vi ikke men hørte dem. Ligeledes så guiden og jan 2 personer med noget der lignede døde aber i hænderne. Forespurgt om havde jagt i parken svarede guiden nej. Mmm mon ikke man ser blidt på krybskytteri!
På vejen tilbage fik Anne lige hugget en vandrestav til af et træ, der lige stod i vejkanten, som gjorde det lidt nemmere at komme ned af stien til park kontoret. Efter et hurtig farvel, gik vi ned til vores bil. Et ret heldigt tidspunkt for himmelen åbnede sig på det tidspunkt (og sluttede først 4 timer senere). Vi fik os sat i bilen og kørte mod vores hotel, meget vippende som på turen der op.

Efter et langt varmt bad stod den på aftensmad. Det der med forret først og hovedret bagefter går man ikke så meget op i. Der bliver serveret det, der er færdig først, så forret nemt kan gå hen og blive dessert (har vist også noget at gøre med at vi indtager mad, lidt hurtigere end en filippiner). Den skik når vi nok ikke at helt vende os til.
I morgen er det tid til et sidste ø hop, tilbage til Manila

[Show as slideshow]